Danskere er typisk et vellidt folkefærd rundt i verden, og med det røde EU-pas plejer der ikke at være de store problemer ved besøg i demokratiske stater. Denne tommelfingerregel passer også fint, så længe demokratierne ikke har steder, de helst ikke vil vise frem for offentligheden.
Vores tur til Mellemøsten
går glimrende hele vejen fra København over Wien til Tel Aviv. I den israelske
paskontrol bliver vi imidlertid mødt af en ret aggressiv og mistroisk mand, som
ikke virker specielt indstillet på at lukke os ind i Israel. Han slynger spørgsmål i hovedet på os!: ”Is it your first time in Israel?” ”Do you have a program with you?” “Where
are you going to stay?” “Who are you
with?” ”How many are you?” ”What are planning on seeing here?” Vi forsøger febrilsk at forklare, at vi blot
er simple studerende, der absolut ikke vil andet end at se de lokale, israelske
seværdigheder og tale med andre unge mennesker. Dette er ikke hele sandheden,
men på nuværende tidspunkt er vi overbevist om, at stednavne på Vestbredden
ikke vil være de hemmelige kodeord, som får os videre i systemet.
Tilsyneladende er vi ikke de mest overbevisende løgnere, for paskontrolløren
kvitterer med et klik på alarmknappen og straks ankommer en vagt, der ikke gør
situationen nemmere. De diskuterer heftigt på hebraisk, mens vi står
uforstående og temmelig nervøse på den anden side af skranken. Lige da vi har
indstillet os på at have vundet en tur direkte hjem til Danmark, vender den
sure mand sig mod os igen, nu med det største smil på læben: ”WELCOME TO
ISRAEL!”. Han stempler vores pas og ønsker os en god rejse, mens vi skynder os
videre før hans humør skifter igen. Vi er inde!'
 |
| Manden bag skranken lukker ikke hvem som helst ind i Det Hellige Land. Det erfarede vi i dag på egen krop. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar