De unges fremtid

Konflikter mellem jøder og arabere i området mellem Middelhavet og Jordanfloden har efterhånden fundet sted i mere end 100 år. Siden 1948 har staten Israel været en stormagt i Mellemøsten. I lige så lang tid har der eksisteret en kamp om retten til den jord, som både palæstinensere og israelere ser sig som retmæssige ejere af. Mens tiden ikke har bragt noget svar, har de unge, der er vokset op med konflikten, i højere grad accepteret og tilpasset sig situationen. På vores tur har vi snakket med jævnaldrende fra begge sider af adskillelsesmuren om, hvad de ønsker for deres egen og områdets fremtid.

Denne lille purk fra Hebron havde ikke noget at sige om situationen på Vestbredden - det skal nok komme. Allerede nu har han set mere pigtråd og militær end mange danskere oplever på et helt liv.

Gadesælgeren

Over en tredjedel af den palæstinensiske befolkning er under 16 år gammel. Denne demografiske skævhed volder store problemer for uddannelsessystemet i det palæstinensiske selvstyre, PA. Der er simpelthen ikke resurser nok til at sikre ordentlig undervisning for alle børn. I Hebron støder vi på Gassan på 17, der taler udmærket engelsk til trods for manglende skolegang. Gassan tjener - ligesom andre af byens teenagere - penge på at sælge små plastikarmbånd og souvenirs til turister. Det er nok til dagen og vejen, men Gassan ønsker ikke at blive sin turbulente fødeby.

”I would like to go to Canada. I have some family over there that can help me”, siger Gassan og forklarer, at fremtidsudsigterne for unge såvel som gamle i Hebron er meget dårlige. Han føler ikke, at de lokale har nogen chance i konflikten med byens jødiske bosættere, der blot bliver værre og værre. 

Gassan, 17, drømmer om at forlade Hebron og flytte til Canada så snart som muligt.
Måden Gassan vil hjælpe sit folk på, er ved at assistere andre unge i at flygte.

Den universitetsstuderende

Selvom PA's skolesystem halter, findes der trods alt universiteter på Vestbredden og i Østjerusalem (Jerusalems palæstinensiske del). På Bir Zeit Universitetet ved Ramallah finder jeg Rabea ud fra en fælles interesse i sport. 18-årige Rabea må hver dag krydse adskillige checkpoints for at komme i skole, men det er det værd. At stå med en gennemført uddannelse i hånden sikrer ikke per definition arbejde på Vestbredden, men det gør det nemmere skaffe et job. Endvidere åbner en uddannelse for udlandsophold. Dog skal det nævnes, at mange palæstinensere har yderst svært ved at skaffe et pas, som er accepteret andre steder end deres eget lille område. Rabea ønsker at komme ud og se verden efter sine studier, men erkender, at det kan være svært uden de rigtige kontakter.

"Many young people want to leave the West Bank to study on a higher level than what the PA can offer", siger Rabea, som rigtig gerne vil til England og Old Trafford, hvis det er muligt for de israelske paskontrol. Bagefter tager han måske tilbage til området, for at beskytte den palæstinensiske identitet og hjælpe den næste generation.

Lige børn leger bedst. Det er sjovt, som man kan få nye venner blot ved et par fælles interesser.
Rabea, 18, går op i mange af de samme ting som vestlige unge.
Hans fremtidsmuligheder er bare en del mere komplicerede end mine.

Den sekulære zionist

Sidste dag inden hjemrejsen besøger vi for første gang jøder uden for de ortodokses metropol, Jerusalem. Bussen fører os ca. 60 km. mod nordvest til Herzl Gymnasium midt den moderne storby Tel Aviv, som på mange måder er Jerusalems diametrale modsætning. Sekularisering, vestlig kultur og alverdens basale friheder (inklusiv seksuel frihed) er i hovedsæde i mange af byens borgeres tankegang. At snakke med gymnasiets studerende er en hel befrielse for os på Master Class turen. Efter i en uge at have oplevet en bunke uretfærdigheder og få tudet ørene fulde med ensidige, palæstinensiske budskaber, møder vi her ganske almindelige, unge israelere, som hverken virker specielt onde eller superreligiøse. Faktisk lever mange unge i Tel Aviv et ganske normalt, vestligt liv, som havde de gået på Ikast-Brande Gymnasium. Bosætter-/besætterkonflikt er ikke nødvendigvis noget de skænker en tanke, da virkeligheden her ved Middelhavet er så radikalt anderledes fra det religiøse hovedsæde mod øst.

Avshalom, 18, er zionist men ikke ortodoks. Han ønsker fred i sit land. Fred mellem både israelere, palæstinensere, jøder, muslimer, kristne og alle små grupper derimellem

18-årige Avshalom er i gang med sit sidste semester på Herzl Gymnasium. For ham betyder kampen for bevarelsen af staten Israel meget. Dengang hans familie boede i det nordlige Israel ved Libanons grænse, oplevede han bogstavelig talt selv, hvordan det føles at få skudt bomber i baghaven. Alligevel mener Avshalom stadig, at palæstinenserne bør respekteres som folk. Før det sker, kommer der ingen fredelig løsning.

"The problem is that most people here are so narrowminded. Only few see the complexity of the situation, and not many are willing to commit sacrifices to solve the problem", beklager Avshalom. Selv vil han gerne studere videre i en samfundsfaglig retning, så hans eget overblik over situationen bliver større og mere alsidigt. Som zionist og nationalpatriot ønsker han at blive og hjælpe landet efter de obligatoriske tre års værnepligt. Ikke for at støtte de ortodokses bosættelser og overgreb på palæstinensernes rettigheder, men for at påvirke landet i en mindre religiøs fanatisk retning; en mere forsonlig, pragmatisk retning.