Ude godt men hjemme bedst

Da jeg smider mig i min respektive seng efter 19 timers rejsetid er min umiddelbare reaktion at tænke på den gamle talemåde "ude godt, men hjemme bedst". Det kan ikke udtrykkes meget bedre, da det på adskillige måder er en lettelse at komme hjem til ukomplicerede, trygge Danmark, hvor problemerne er både små og få - hjem til det smørhul hvor kniven sjældent når ned. Når jeg tænker lidt nærmere over det, er det vel ikke kun os danskere der mener, at hjemme er bedst. Palæstinenserne og israelerne gør sig de samme tanker om deres hjemland på trods af, at deres hjem i højere grad er konfliktpræget. Der er ingen der tvinger dem til at blive i det konfliktprægede område, men de holder for meget af det til at forlade det - det er deres hjem. Det dejlige ved det hjemlige er altså essensen af den konflikt vi har brudt vores hoveder med den sidste uges tid. Både israelerne og palæstinenserne har et ganske særligt tilhørsforhold til området og både israelerne og palæstinenserne holder stædigt på deres ret til dette nationalhjem -koste hvad det koste vil! Et af de helt store spørgsmål er så, hvorvidt prisen kan blive så høj, at det ikke er det værd. Hvorvidt tyngden af de bragte ofre engang kan få vægten til at tippe, så ude bliver bedre end hjemme.

At rejse er ifølge H.C.Andersen at leve, men det at rejse er også at reflektere, og hvis der er noget denne tur har lagt op til, så er det refleksion! Både over tilværelsen, andres værdier og ikke mindst egne værdier. Tak for en enestående mulighed og en fantastisk oplevelse. Vi har en stor bearbejdningsproces foran os!