søndag den 7. oktober 2012

Stemningsrapport fra Den Gamle By

Den Gamle By i Jerusalem - 0,9 små indemurede km2, der åndeligt fylder langt, langt mere. Inden for murene er stemningen ret kaotisk; her er masser af mennesker, masser af larm og masser af særprægede dufte.
Ortodokse jøder kommer flintrende gennem byen på vej til bøn med deres langkrøllede børn slæbende efter sig. Gadesælgere råber op om billig frugt. Kristne munke proklamerer deres budskaber på spansk, engelsk og arabisk for at få alle med. Biler og traktorer dytter i et stupidt forsøg på at komme igennem de meget smalle gader.
Midt i dette kaos finder troende fra hver af de tre monoteistiske religioner alligevel ro til at bede. På Tempelbjerget (i byens sydøstlige ende) står to meget hellige muslimske bygninger; Al-Aqsa moskeen og den smukke, forgyldte Klippekuppel, hvor profeten Muhammed farede til himmels for mange hundrede år siden. Disse to monumenter er forbudt område for blege ikke-muslimer, men vi fik da smugkigget lidt gennem dertil indrettede, hjemmelavede huller i vinduesnettet. Desuden har vi besøgt Grædemuren nedenfor Tempelbjerget sammen med en masse grædende og bedende jøder iklædt diverse hatte. Ligeledes har vi været inde i Opstandelseskirken, der inden for en radius af 50 meter både rummer Golgata og hulen, hvor Jesus blev begravet. Jo, der blev taget hensyn til fremtidig turisme dengang.
Til trods for mange de inderlige følelser, virker byens brugere overraskende gode til ikke at træde hinanden over tæerne; travle jøder, rolige arabere, påtrængende sælgere og uvidende turister færdes side om side uden de store problemer. Dette kan vi takke de mange unge soldater for, hvis primære beskæftigelse virker til at være sammenligning af maskinpistoler og iPhone-tjek. Alt i alt er dette historiske, religiøse og multikulturelle område helt unikt, hvis lige ikke findes noget andet sted i verden.

Turister og fundamentalister kan gå side om side i byens trænge gader.

Selvom Den Gamle By udgør mindre end en kvadratkilometer,
er der nok af kringlede gader og religiøse momenter til at leve et helt liv herinde.

Kristendommen i forskellige udformninger har også sin plads i Den Gamle By. I Genopstandelseskirken har man samlet alle de vigtigste punkter for Jesus' død og opstandelse ét sted. Her er f.eks. "grotten" han blev lagt i efter korsfæstelsen.

Grædemuren er et jødisk tilløbsstykke uden lige. Specielt ved sabatten er her sort af mennesker.

Forretningsejere i Den Gamle By forstår at blande vestlige og religiøse elementer til helt nye koncepter! 

De israelske militær formår at opretholde ro og orden i gadebilledet.
For det meste ligner de dog nogle drenge, som drømmer om et andet sted

Klippekuplen oplyser Den Gamle Bys nattehimmel og har efterhånden gjort det i adskillige århundreder.

Til trods for en anspændt situation i resten af området ejer denne bydel en helt unik tolerance,
hvilket også afspejles på de lokale souvenirshops.

Ved et kig på gadebilledet ses det tydeligt hvilke borgere, der har mest travlt.
Her ses en såkaldt "turbojøde foran et par israelske soldater.
Kreative guider har gjort det muligt for ikke-muslimer at få et indblik i et af islams allerhelligste steder.
Det er faktisk muligt at komme tæt på den utrolig flotte Klippkuppel. Nok se men ikke røre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar